Kirkeligt Medieakademi

Kirkeministeriets vejledning om præsters brug af sociale medier er ganske fornuftig. Præster skal turde lukke lidt op for posen om egne erfaringer og holdninger. Men selvfølgelig ikke udlevere sig selv eller nedgøre andre.

Sociale medier lægger op til personlig kommunikation. Folk, der vil gøre sig gældende i medierne, må være villige til at bringe sig selv i spil.

”Ih, hvor jeg glæder mig til gudstjenesten i morgen! Glæd jer til en anderledes prædiken!”

Sådanne budskaber poster præster til deres menighed på Facebook. Eller:

”Jeg er ved at forberede min prædiken til på søndag. Vil nogen fortælle mig, hvad det vigtigste budskab er i Johannes-evangeliet 3:16?”

Menigheden får indblik i præstens følelser og overvejelser – og får endda mulighed for indflydelse. Personlig kommunikation er vejen frem for de kirker, der vil i kontakt med moderne danskere.

Her er sociale medier som Facebook og Twitter gode redskaber. På Facebooks offentlige sfære – væggen – kan præster tage emner op og invitere til dialog. På Facebooks mere private rum – grupper og direkte beskeder – kan præsten rådgive mere konkret og personligt.

Men træd varsomt.

Med personlig kommunikation følger også en risiko for misforståelser og misbrug. Kirkeministeriet har netop udsendt en vejledning i præsters brug af sociale medier. De vigtigste kommer her i forkortet form:

• Skriv ikke noget, som kan så tvivl om din troværdighed som præst.
• Skriv kun ting på sociale medier, som kan tåle at blive offentliggjort. Vær opmærksom på din tavshedspligt.
• Fortæl åbent hvem du er, og hvad du vil med Facebook-profilen.
• Vær åben for kritik. Men vurdér om den er lødig, før du svarer.
• Tænk dig om en ekstra gang, før du trykker ”send”.

I Kirkeministeriets vejledning står også, at præster ikke må komme med udtalelser, der kompromitterer Folkekirken. Det knægter præsters ytringsfrihed, mener flere præster ifølge Kristeligt Dagblad den 14. januar. De vil have lov at skændes i fred.

Men så må man jo sige det samme som vi sige til vore børn: ”Hvis I skal slås herinde, må I gå udenfor!” Facebook bør ikke være forum for personlige skænderier. Men principielle diskussioner er vel ok. Dem kan vi nemlig alle sammen blive klogere af.

Det er faktisk et af emnerne i min bog Det vigtigste FØRST som udkommer på Kirkernes Mediedag lørdag. Her siger bl.a. Kurt Strand og Pernille Stensgaard samstemmende, at præster ikke skal være så bange for debat. Men hellere øve sig i at argumentere.

Bogen kan købes direkte fra forlaget Kirkeligt Medieakademi.

Man skal holde tungen lige i munden når man ser nyheder på DR. For i TV Avisen på DR1 kaldes nogle republikanske vælgere for højrekristne, mens andre er ”moderate”.

Journalisterne udnytter dermed deres definitionsmagt og fastlægger en præmis, som er svær for seerne at få ud af hovedet igen. Og som i følgende nyhedsindslag bliver det parameter, kommentatorer og seere måler de forskellige vælgersegmenter efter.

Pia Kjærsgaard forsøgte noget lignede for et par år siden, da hun hårdnakket påstod, at Dansk Folkeparti er et midterparti. Journalisterne strittede imod og angreb hende med en regn af spørgsmål, der skulle afsløre, at Pia og DF så sandelig stadig er ude på højrekanten.

Det ville klæde DR’s udlandskorrespondenter i USA at udøve samme kritik over deres egne betegnelser af kristne. Det klæder også journalistikken generelt, at have bare en lille smule perspektiv på historien. Formuleret som spørgsmål til USA korrespondent Steffen Gram:

Kan det være rigtigt, at kristne betegnes højreorienterede og ekstreme, fordi de holder sig til kristendommens grundbog Bibelen i abortspørgsmål og holdning til homoseksuelle vielser? I historiens lys er det jo først de senere år liberalteologer har slækket på bibeltroskaben. Ellers bryster kirken sig jo i høj grad af Luther, der jo sagde, ”Nåden alene, Troen alene, Skriften alene”. Hvorfor er man ekstrem, når man blot følger kirkens tradition?

Dikotomien højre og venstre defineres også af DRs journalister i denne baggrundsartikel om de to republikanske kandidater, som netop nu kæmper om at slå Barack Obama:

Mitt Romney er moderat konservativ. Han har moderate holdninger til abort og homoseksuelles rettigheder… Derfor er han uspiselig for det republikanske partis højrefløj. Til gengæld kan mange moderate republikanere ikke lide Rick Santorum. Han er ærke-konservativ: er imod abort og ægteskaber mellem homoseksuelle. (Læs selv her.)

Ja, så er scenen sat, og journalisten har sneget sine egne fordomme ind i en baggrundsartikel, der skulle være objektiv og generelt oplysende.

Svend Løbner udgiver ny bog om kirkens kommunikation på Kirkernes Mediedag den 21. januar.

Præster skal sige ja med det samme, når journalister spørger om der er en Gud og et liv efter døden. Hvad er de ellers præster for?

”Der er en ro, og den beror på, at man er tro mod det, man tror på”. Dette gruk af Piet Hein er godt at have en mente, når journalister ringer og vil have en kort udtalelse eller et længere interview til et portræt.

Gode kilder står ved sig selv og det, de tror på. Og skal jeg komme med mit bud på, hvad det vigtigste er for den præst eller menighedsrådsformand, der vil brænde igennem i medierne, så er det: Tro på det, du selv prædiker. Stå ved den opgave, din kirke har i samfundet.

For kirker og præster hører jo med i mediebilledet på lige fod med andre foreninger og samfundsinstitutioner. Derfor bør de være synlige i medierne, og det er jo hele pointen med at have en hjemmeside og udsende pressemeddelelser og debatindlæg.

Alle, der udtaler sig, bør vide hvad de snakker om og have en klar holdning til kristendom, kirke og den arbejdsgren, de repræsenterer. De bør desuden have så meget passion for sagen, at de taler hjertesprog, dvs. at udtalelserne kommer bramfrit og med engagement og følelse – lige fra hoften.

Det gjorde biskop Henrik Toft Bro i sin nytårsprædiken til hele det officielle Aalborg for et par dage siden. A propos sagen om folkeskoler, der slettede Gud og Jesus fra julesalmerne for ikke at støde ateister og andre religioner, siger han:

Jeg, for min part, synes det er et hån mod anderledes tænkende og troende, og jeg er overbevist om, at vi både gør de anderledes troende og os selv uret, hvis ikke vi selv tør stå ved det, det vil sige Ham, vi tror på, Gud, som er åbenbaret i sin søn Jesus Kristus.

Sådan!

Gid flere præster var så klare i mælet om den kristne tro. Men alt for ofte ser vi præster, der bortforklarer Bibelen i stedet for at forklare den. Poetiserer i stedet for at profetere. Tolker i stedet for at tyde. Og en enkelt præst er blevet verdenskendt for at ikke tro på Gud.

Jeg havde min Mazda til reparation hos den lokale Mazdaforhandler og en medarbejder kørte mig hjem, mens bilen blev repareret. Mens vi kørte, sagde han: ”Mazda er egentlig noget skidt. Bilen har de og de svagheder. Jeg har før arbejdet hos Toyota – den er meget bedre!”

Jeg var målløs.

Men det er jo i virkeligheden ikke meget anderledes, end når præster snakker mere om tvivl end om tro, mere om jord end om himmel og mere om kød end om ånd.

Heldigvis snakker mange præster også rent ud af posen. Det er velgørende trut i trompeten. Og det er vel det, journalister spørger efter og almindelige samfundsborgere længes efter, når de endelig har overvundet sig selv til at tale med en præst.

Dette tema tager jeg – og 12 andre journalister, kommunikationsfolk og en enkelt spindoktor – fat på i min nye bog. Det vigtigste FØRST udkommer på Kirkernes Mediedag den 21. januar.

Den største leder, Gud, ydmygede sig gennem Jesus. Det forandrede historien for altid, fortæller historiker med speciale i Antikken. 

I antikken var ydmyghed slavernes egenskab. Ledere skulle være stolte og prale af deres erobringer.

Men det skulle kristendommen ændre på. For her ydmygede Gud sig og blev menneske i Kristus. Og lod sig endda dræbe for at frelse mennesker.

Det fortæller John Dickson i bogen Humilitas (Zondervan 2011). John Dickson er præst ved St. Andrews Anglican Church i Sydney, Australien, og en flittigt brugt kommentator i australske medier.  

Han har en ph.d. i antik historie, hvor han bl.a. har studeret begrebet ydmyghed gennem tiderne:

- I oldtiden var ydmyghed ikke en dyd. Det var en egenskab hos slaver. Men der skete en mentalitetsændring i midten af 1. århundrede. Det var Jesus, der sagde noget ekstraordinært: ”Den, der vil være stor, skal være alles tjener”. Det Ny Testamente er den første tekst i hele historien, som sammenkæder storhed og ydmyghed, fortalte John Dickson på lederkonferencen Global Leadership Summit i oktober.

Men det var ikke kun Jesu undervisning, der prægede datidens kultur, fortsatte han:

- Jesus blev korsfæstet, og det gennemsyrede kulturen, så man begyndte at værdsætte ydmyghed. Vores kultur er gennemsyret af korset i dag. Vi foragter de stolte. Vi kan li’ de ydmyge. I Romertiden var det lige modsat! I dag er kulturen korsdannet. Storhed og ydmyghed er ét.

- Ydmyghed er attraktivt, fremholder Dickson. Vi tiltrækkes af denne egenskab. Det har vi gjort siden kristendommen gennemsyrede den antikke kultur og gjorde den ”korsformet”, som Dickson udtrykker det.

Før Kristus kom ind på verdensscenen, var det en dyd at prale, at nedgøre andre, at stolt vise sine erobringer frem. Men efter hånden som kristendommen fik fat i folks bevidsthed, blev det attraktivt at holde igen, vise mådehold, leve stille, ja, ydmyge sig.

Et meget aktuelt budskab. Ikke kun i julen, men altid. Tænk engang: Verdens største leder – Gud selv – ydmygede sig og blev menneske!

Adventstiden får mig til at tænke tilbage på min barndoms Afrika, hvor julen allerede startede i sommerferien.

For jeg voksede op i Tanzania i 1970’erne, mens landet var stærkt påvirket af kommunisme og planøkonomi, og det var næsten ikke til at opdrive såkaldte luksusvarer af nogen art. Tøj var de enten de traditionelle kanga’er for damerne eller de kinesiske luftige all-size habitter til mænd.

Så vi julehandlede altid, mens vi var på sommerferie i Kenya. Og håbede, vi kunne få varerne over grænsen nogenlunde toldfrit. Det lykkedes faktisk altid – sikkert fordi vi holdt juleenglene på overarbejde.

Men lykkedes det ikke at opfylde hinandens juleønsker i så god tid, måtte vi tage forhåndenværende midler i brug. Heldigvis sørger afrikanernes aldrig svigtende kreativitet for et væld af souvenirs. Selv helt ude i malariasumpene, hvor jeg holdt til med 42 andre kostskolebørn det meste af året, kom der sælgere forbi. Nogle var spedalske og afhængige af salget for at overleve. Andre var blot driftige forretningsdrivende.

Det var her, jeg i første klasse købte en lille træ-leopard til min mor. Og hvor blev hun glad for den!

Men skulle der nu heller ikke være nogen souvenirs, der faldt i min smag, så kunne jeg da heldigvis lave mine julegaver selv. Eller opdrætte dem!

Som da jeg fandt en skildpadde på en skovsti på en af mine mange vandreture i egnen omkring kostskolen. Jeg hjembragte stolt mit bytte, og fik lov af husfar at sætte den ind i indhegningen til hønsene.

Og så glemte jeg ellers alt om den, indtil en lokal køkkenmedarbejder kom og spurgte om ikke det var tid til skildpaddesuppe!

Min julegave? Nej, du kan to nej!

På den anden side, det var jo skjoldet, jeg var ude efter.

Så jeg gik om til indhegningen, beundrede den skinnende skildpaddeskjold en sidste gang, inden jeg sendte dyret til skafottet.

Og vupti, køkkenmanden blev mæt, og jeg fik udleveret et rent skildpaddeskjold. Det pakkede jeg så ind til min far. Og hvor blev han glad! Han har det faktisk endnu.

Vi var hjemme fra kostskolen fire gange om året. Den ene gang var selvfølgelig jul. Og her blev pyntet og hygget og baget og alle vores gaver fra sommerferien og frem blev pakket ind.

Nu manglede vi bare et juletræ.

De voksede bare ikke på min hjemegn i byen Singida, hvor de lokale siger om det afbrændte klippelandskab: Da Gud var færdig med at skabe jorden, rystede han leret af hænderne lige her.

Men vi havde nogle eukalyptustræer ved vores hus. Og jeg blev som regel sendt ud for at skære grene af træerne. Dem bandt vi så fast om et kosteskaft, som vi stak ned i en spand cement.

Sådan!

Og så var der jul. Ingen fjernsyn. Ingen julekalender. Kun en langbølgeradio med nyheder fra Radio Addis Abeba.

Men vi havde hinanden. Vi tog musikinstrumenterne frem og spillede og sang. Vi dansede om juletræet, der havde så meget pynt, at man næsten ikke kun se kosteskaftet. Da tiden var inde, gav vi hinanden gaver, der var dyrebare, fordi der måtte planlægning og idérigdom til at fremskaffe dem.

Og vi havde kirken. For juledag samledes alle fra nær og fjern for at feste med sang, prædiken, spisning og godt fællesskab hele dagen. For det er i kirken julen fejres i Afrika. Her er det kristne budskab om Jesu fødsel det absolut centrale.

Og derfor er der på en måde jul hele året i Afrika.

Paulus var mediebevidst, og en af grundende til, at netop denne apostel i den grad har præget kristendommens udformning, er, at han spredte sit budskab via datidens medie: brevet. Hvordan ville kristendommen have set ud uden Paulus, kan man spørge.

Jo, der er noget om snakken, at medier påvirker kirken. Hvor langt ville Luthers reformation være kommet uden bogtrykkerkunsten? Hvor meget ville Grundtvigs tankegang have bredt sig, hvis det ikke havde været for hans salmer og sange?

Hvad kan kirken lære af det? Jo, brug tidens medier. Der er ikke noget valg.

Men tilbage til Paulus. For det er ikke kun datidens medie, brevet, der har æren for hans succes. Indholdet betyder mere end formen. Eller rettere, den måde Paulus kommunikerede det kristne budskab på. Jeg vil faktisk påstå, at Paulus foregreb de nyhedskriterier, vi kender fra den relativt nye videnskab, vi kalder journalistik.

Aktualitet: Paulus tog brandvarme emner op: Kunne man som kristen spise afgudsofferkød fra de hedenske templer?

Væsentlighed: Paulus Underviste om familieforhold, kirkeledelse og de kristnes underordnelse under de romerske love.

Identifikation: Paulus indrømmede sine svagheder og mindreværdskomplekser. At han var syg, at han aldrig kunne tilgive sig selv, at han havde forfulgt Guds kirke.

Sensation: Paulus tog også bladet fra munden når der var skandaler i kirken. Fx da en søn levede seksuelt med sin mor.

Konflikt: Paulus var ikke bange for at tage et opgør med den store apostel Peter, da denne pludselig ændrede adfærd, når han var sammen med hedninger.

Nyhedskriterierne gør en tekst spændende. Der er noget på spil. Der er modsætninger, kontraster, bevægelse, ja alt det, som gør en god historie.

Og det vidste Paulus selvfølgelig.

Ud over, at det han skrev og forkyndte er inspireret af Gud.

Hvad kan vi så bruge det til? Jo, intet kan erstatte inspiration. Intet emne er tabu. Og intet er så dumt, som at overse tidens medier, fordi man vil holde på former fra fortiden, man tror, er hellige. Så i dag bør kirken benytte alle moderne kommunikationsmidler, levere gode historier til pressen, og gå i dialog med mennesker gennem sociale medier.

Det kan Paulus også lære os.

Morten Thomsen Højsgaard fulgte op på sin bog Den Tredje Reformation, da han talte til 200 frikirkepræster den 11.11.11.

I min sidste blog efterlyste jeg løsninger og alternativer – ikke kun analyse af danskernes moderne religiøsitet. Hvad skal kirken gøre, når folk sammensætter selv deres eget religiøse kludetæppe. Vælger i en stor bolsjepose det, der smager sødt. Når danskerne siger: Vi vil vælge selv, leve det gode liv og have noget, der virker her og nu.

Der er mange veje at møde den udfordring med, mener Højsgaard.

- Det er godt at kirken fragmenteres og møder mennesker personligt autentisk og solidarisk med bibelens budskab. For det fungerer ikke i dag at stille sig op med stor autoritet. Det virker med folk, der har oplevet noget selv. Folk, der mener noget og åbner for debat.

Derfor bør kirkefolket kommunikere:

- Sig det, du tror på med overbevisning, og lad kærligheden gælde. Det forfærdelige er, hvis kirken er tavs. Det er vigtigt, at mennesker, der tager afsæt i bibelen, står sammen overfor nyateister og googlebuddhister. Der ligger en kæmpe opgave i at repræsentere en autentisk kristendom, som rammer individet. Og selv være autentiske. Og behandle andre med respekt.

Hvordan nå teenagerne i dag?

Det er vigtigt at være digital, bruge de sociale medier og mobiltelefonen. Tal med dem om tro. Fyr aldrig klicheer af, men fortæl også om dine tvivl. Kun den ærlige og åbne dialog flytter noget.  Elsk dem, uanset om de kommer i kirken eller ej.

Se, det kan man bruge til noget.

Ny bog analyserer danskernes overfladiske religiøsitet og kirkens udhulede teologi. Men peger ikke på løsninger og alternativer.

Af Svend Løbner

I denne uge har vi lært et nyt ord. Google-buddhisme.

Ordet stammer fra Morten Thomsen Højsgaards nye bog, Den tredje reformation, og betegner danskernes nye religiøse tilgang. Buddhisme er en religion uden gud. Google er et værktøj, hvor brugeren selv bestemmer, hvad han eller hun vil undersøge.

Det er danskernes religion. Det er den største trussel mod evangelisk-luthersk kristendom. Større end islam. Gud er ikke længere nogen, man underkaster sig. Dogmer er ikke noget, man tilegner sig og følger. Og kirkelige autoriteter har man gjort op med for længe siden.

Hvor klassisk kristendom fortæller, at Gud skabte mennesket i sit billede, skaber moderne google-buddhister guder i deres eget billede. Hvis man da har defineret et gudsbegreb i sin individuelle spiritualitet.

Højsgaard har da ret i sin bekymring, når han spørger, hvordan Danmark vil se ud med 5 mio. små guder og gudinder. For i kristendommen har vi jo lært, at vi skal elske vores næste som os selv. Hvor er etikken i den fremvoksende selvfede religiøsitet: Google-buddhismen?

Ud over det smarte ord, er der intet nyt i Højsgaards beskrivelse af moderne danskere. Så længe jeg kan huske har danskerne flirtet med denne uforpligtende og behagelige spiritualitet, før betegnet som New Age.

Der er heller intet nyt i at Folkekirken er totalt ude af trit med moderne spiritualitet. Det nye i bogen er forfatterens meget præcise beskrivelser af de tomme teologiske kalorier, som serveres af kulturpræster, som hylder at bortforklare bibelteksten frem for at forklare den. Thorkild Grosbøll, der blev kendt for at ikke tro på en skabende og opretholdende gud, er ingen undtagelse. Grosbøll er snarere et symptom på kirkens sygdom. At dem, der skal sælge varen, i virkeligheden ikke tror særlig meget på den. Eller rettere: at de både blæser og har mel i munden i det Højsgaard kalder ”det moderne teologiske kunstgreb”:

”…at beskrive troens abracadabra som noget andet end rent trylleri. At forkynde myter som noget andet end løgn. At kombinere religionskritikken med kirkelige handlinger…. At kæde evolutionslæren sammen med en tillid til menneskelivet som noget større og mere end ren tilfældighed” (s. 54-55).

Højsgaard konkluderer:

”Præsterollen har ændret sig, både med hensyn til køn og indhold. I det religiøse sprog er dogmerne forsvundet, og det poetisk-eksistentielle univers har taget over” (s.76).

Det er en velgørende afsløring for kirkegængere, der har glædet sig til søndagens gudstjeneste, tilegnet sig de stærke salmetekster og derefter er blevet så grueligt skuffede over en prædiken, der sluttede, før den rigtig kom i gang. For teksten blev oplæst, ja. Men derefter blev den pillet fra hinanden og overhældt med poetisk fernis.

Den Tredje Reformation er en glimrende analyse af danskernes kendte populærreligiøsitet, som den bæres frem af kendte sangere, skuespillere, brevkasseredaktører og alternative behandlere. Bogen er som nævnt en tiltrængt afsløring af hul teologi. Men der er total mangel på løsningsforslag i bogen. Hvordan kan autentisk kristendom møde tidens subjektive religiøsitet? Hvordan kan statskirken forny sig? Hvordan præsentere troværdig teologi på en nutidig facon?

Og de mange initiativer i og udenfor Folkekirken til at møde moderne danskere nævnes slet ikke. Hvor er de folkekirkelige organisationer og missionsbevægelser? Hvor er frikirkerne? Hvor er migrantkirkerne? For de er jo netop opstået i den selvsamme periode, som Højsgaards google-buddhisme er vokset frem. Og mange af disse kristne bevægelser repræsenterer en autentisk og personlig kristendom til danskerne.

Denne dimension savnes i bogen, der jo gerne måtte fylde meget mere. Morten Thomsen Højsgaard er velovervejet, og hans analyser er skarpe. Men vi må nøjes med tekstens indbyggede sprogtone, når vi skal finde ud af, hvor han selv står. Og vi er helt på Herrens mark, hvis vi leder efter løsninger.

Men det er måske heller ikke det værste sted at være.

Morten Thomsen Højsgaard
Den Tredje Reformation – fra statskristendom til google-buddhisme
Kristeligt Dagblads Forlag 2011

”Fader vor, du som er i himlene…” Sådan begynder den bøn, Jesus lærte sine disciple – en bøn, der om noget forener alverdens kristne, både op gennem kirkehistorien og ud over hele verden.

Men bønnen kan meget vel forene mange flere. For den opfylder den beundring og det håb, som mennesker har næret over for det guddommelige siden stenalderen. I Fadervor kompletterer religionsvidenskab og teologi hinanden, idet mennesket længes efter Gud og Gud møder mennesker.

Fadervor opfylder to tolkninger af religionshistorien. Først den ene: At kalde Gud for ”Fader” henviser til menneskets beundring for fædre og forfædre, en beundring, der efter nogle generationer ophøjede forfædrene til guder.

Familier blev til slægter, der blev til stammer og folk. I samme takt blev lokale forfædre til slægtsguder, der blev til byguder og endelig imperieguder.

Men bag disse gudsforestillinger lå en gudslængsel, der i bund og grund stammer fra et barns beundring for sin far og en slægts beundring for sine forfædre. Ifølge religionsvidenskaben, altså.

Kristendommen er en åbenbaringsreligion, hvor åbenbaringen matcher og mætter menneskets gudslængsel. Den længsel, der alligevel aldrig kan blive tilfredsstillet af romantiserede forestillinger om forfædres bedrifter, bliver mættet af mødet med den almægtige Gud,  “efter hvem ethvert faderforhold i himlen og på jorden har sit navn” (Paulus i Efeserbrevet 3:14-15)

”Fader vor” må vi bede. Men vi må også gerne fortsætte: ”Du som er i himlene.”

For en anden gren af religionshistorien udleder nemlig af tidlig historie, ældgamle skrifter og antropologiske studier, at mennesket oprindelig har skuet mod himlen efter det guddommelige.

Det var fra himlen, det uventede og ukontrollerbare kom. Herfra kom lys, varme, regn, lyn, torden og uvejr, så heroppe måtte Gud eller guderne bo.

Dette prægede i allerhøjeste grad den nordiske mytologi, og i den tidlige hinduisme – vedareligionen – møder vi Gud som Indra, der som tordengud sørger for lys og ild.

Der er også levn af denne forestilling i moderne sprogbrug, hvor vi tit hører udtrykket ”vejrguder.”

Denne tolkning af primitive religioners mere himmelvendte og abstrakte gudsforestillinger kalder Karen Armstrong i bogen ”Myternes historie” en myte om et tabt paradis.

Læs hele artiklen på RELIGION.DK.

Der tales om ledelse som aldrig før. Og lige nu samles 365 ledere fra kirke- og erhvervsliv til Global leadership i København. Her er nogle tanker ud fra Bibelen og mine egne erfaringer som leder.

Du må lede dig selv, før du kan lede andre. Du må også involvere de andre for at kunne lede dem. De tider er forbi, hvor en direktør kunne diktere, hvad medarbejderne skulle gøre. De vil inddrages i beslutningsprocessen, påvirke den, arbejde med på den og føle ejerskab i resultatet. Det er vel det, der menes med ordet med-arbejdere. De arbejder med.

Det er egentlig ikke noget nyt. Apostlen Paulus skrev til sin medarbejder Timoteus:

Og du, mit barn, vær stærk ved nåden i Kristus Jesus! Hvad du har hørt af mig i mange vidners nærværelse, skal du betro pålidelige mennesker, som vil være duelige til også at undervise andre. (2. Tim. 2:1-2)

Han skulle først selv være tryg som leder – stærk i nåden. Dernæst skulle han holde øje med lederpotentiale, som både var pålidelige og dygtige til at undervise. Dvs. han skulle kunne slippe ansvaret og tro på, at de kunne klare skærene selv.

Er du gartner eller tankpasser?

I ledelsesteori kalder man det, at lede som en gartner i stedet for at lede som en tankpasser. Gartneren ser et frø i hvert menneske som blot skal vandes for at vokse. Tankpasseren ser mennesker som tomme beholdere, som er afhængige af påfyldning igen og igen.

Jeg vil gerne involvere mig med personer,

1. som er positive og glade, som har visioner og ser muligheder frem for begrænsninger.
2. som er tændt for opgaven. Hvis ikke man selv er tændt, kan man ikke tænde andre.
3. som er venlige, dvs. er nemme at blive venner med, fordi de er åbne, forstående, medfølende, ja ven-lige. Hvis ikke man kan bygge og bevare venskaber og netværk, kan man heller ikke involvere andre.
4. som har tillid til at jeg kan udføre opgaven. Tillid medfører ansvarlighed. Får jeg tillid, skal jeg nok vise, at jeg kan klare det!
5. som kan tilgive, overvinde skuffelsen, når det gør galt, se det store billede og komme videre.

Her er nogle fif til at involvere andre:

1. Du må ikke være bange for at bede om hjælp. Indse, at du selv er begrænset, uanset hvor dygtig, du selv synes, du er. Indse, at andre faktisk gerne vil hjælpe. Nogle kommer faktisk først til sin ret, når de er nr. 2, 3 eller 4…
2. Du må give opgaver inden du giver ansvar. Opgaver er ”over vandlinjen”, så du som leder stadig kan nå redde situationen, hvis det går galt. Ansvar er ”under vandlinjen”, så du risikerer, at det virkelig går galt, hvis det går galt. (Eksemplet er fra Bent Jakobsen: Tillidsskabende ledelse, Lohse, 2003.)
3. Du må give konkrete, afgrænsede opgaver. Folk skal vide, når opgaven er løst: ”Vi har behov for endelighed, dvs. for at nå afslutninger og nå resultater.” (Jakobsen 2003)
4. Du må afgive et defineret ansvarsområde. Folk skal føle, de får tillid, og vide, hvilket område, der afhænger af dem. De skal vide, hvad dette ansvar indebærer, og hvad du forventer af dem.
5. Du må acceptere, at tingene bliver gjort på en anden måde, blot de bliver gjort.
6. Du må bakke op, ikke bakke ud. ”Der er forskel på at delegere og på fuldstændig at abdicere. Jesus er den bedste leder i verdenshistorien. Han sagde: Jeg er med jer alle dage!  Jesus er altid til stede for at vejlede os. Han bruger ikke som mange ledere ”mågeprincippet”. Flyver ind, laver en masse larm, dumper en masse affald og flyver væk igen! (Ken Blancard på Willow Creek GLS 2008).
7. Du må lære at motivere. Det kan du ikke, men du kan skabe motiverende rammer (Jakobsen 2003). Selvkørende medarbejdere drives ikke af pligt, men af lyst, de motiveres ikke af skyld, men af at se et formål. Derfor er vision så vigtig.
8. Du må lære at rose. Find det positive og fremhæv det. Væn dig til at sige noget pænt om andre og sig det på en anerkendende måde: Ikke: det er vel nok en fin kjole, du har købt! Men: Du ser vel nok flot ud i den kjole! Dine ord er skabende.
9. Du må lære at korrigere. Der er forskel på at slå ned på fejl og på at korrigere retningen: Hvis vi gør sådan, sker det og det, så det må vi rette op på. Brug burgermetoden: Ros, reprimande, ros. Korriger handlingen, men anerkend personen. (Ken Blanchard og Spencer Johnson: One Minute Manager, Harper Collins, 2004)
10. Du må bevare overblikket. Du må indse og kommunikere, at du også selv arbejder i en højere sags tjeneste. Du lægger ikke blot sten på sten – du bygger noget stort. Som denne anekdote: Foran en stor kirke, der var under opførelse, sad der to stenhuggere. Da de blev spurgt, hvad de foretog sig, svarede den ene: ’Jeg hugger i sten!’ Den anden svarede: ’Jeg bygger med på en katedral!’

Dette er min erfaring og hvad jeg har læst mig til. Som altid har det stået i Bibelen hele tiden. Sådan ledte Jesus sine disciple: »Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.« (Matt. 4:19). Han havde en klar målsætning, Han gik selv foran, og Han fokuserede på medarbejderne og bakkede dem op.